Kunstneren
Jeg bor og lever i den midtfynske natur. På landet. Med højt til himlen og en stor vidunderlig have, der året rundt er en uudtømmelig kilde til inspiration.
Natur og kunst har altid været en stor del af mit liv. Lige fra barnsben har jeg haft både pensel og instrumenter mellem hænderne, men med tiden kom uddannelse, familielivet og karrieren til at fylde. Der var ganske enkelt ikke tid til både at være udøvende kunstmaler OG musiker.
Så den dag i dag nøjes jeg med at nyde at høre andre spille og bruger musikken aktivt når jeg maler.
Jeg maler for min egen skyld. Fordi det udfordrer mig når idé og inspiration skal omsættes til materiale, når stemning, lys eller farver skifter karakter, når det mislykkes - men bestemt også når det lykkes -, når jeg tror at et billede er liiiige ved at være der og jeg så vågner næste dag og opdager at der er noget der skurrer. Processen er en berigende prøvelse; en evig vekslen mellem frustration og eufori.
For ikke at stagnere i mit udtryk, tager jeg ofte på malekurser, går på kunstudstillinger eller fordyber mig i kunsthistorie.
Erhvervsbaggrund
Jeg startede med egen virksomhed inden for design og skrædderi, inden jeg videreuddannede mig inden for psykologi, NLP kommunikation og coaching. Efter mange år med egen coachingvirksomhed og tilknytning til Tietgenskolens Kursuscenter i Odense, har jeg trukket mig tilbage og nyder endelig at kunne hellige mig mit kunstneriske virke.
